Åh nej, jeg kom lige i tanke om at det var sidste dag. Jeg vil ikke hjem, jeg vil blive. Er der ikke et sted jeg kan gøre mig usynlig, så Kjeld ikke finder mig. Ak nej, han var allerede ude af teltet og han havde været så utidig at lukke luften af madrassen. Jeg tror han havde luret mig, men nå, han havde lavet kaffe. Det sidste varme vand til kaffe, fra komfuret, inden det hele bliver afleveret til naboen. Sammen med madrasserne, bestikket, tallerknerne og alt det andet vi ikke kan have med hjem. Naboen på campingpladsen ville gerne arve det hele, så det fik de. Der var heller ikke morgenmad, coleren havde vi fyldt op med tæpper og støvler. Den skulle med hjem.
Afgang fra campingpladsen lidt i syv, retning Chicago og Sears Tower (nu Willis Tower) inden lufthavnen. Vejret var klamt, fugtigt og temperaturen på frysepunktet, nok omkring de 30grader. Hold da ferie, hvor var der koldt. Nå, vi kom af sted retning vest, 250 deprimerende kilometer at tilbagelægge. Der blev tanket brændstof, nok til at nå til AVIS, for at aflevere udlejningskareten. Og sulten blev vi da også, så ind på et truckstop for at få den sidste nadver i USA. Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig at afslutte turen. Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse, bestemt den ringeste morgenmad jeg havde spist i USA og kaffen mindede alt for godt om tidligere erfaringer med kaffen herovre. Min 1 til 6 skala har ingen minusser, heldig for dem.
Nå af sted igen, retning Chicago. Den sidste time havde vi kørt i by, og det fortsatte. Jeg spurgte Kjeld om vi var i Chicago nu, men det var vi ikke, kun i forstæder. Der er vel små 100kilometer endnu, – svarede han. Er du vild i varmen, det er en stor by. Nok havde vi kørt omkring nogle store byer, men denne tager pokalen med hjem. Nu kører vi ind til Chicago, – sagde Kjeld. – der ret fremme er Sears Tower (Willis Tower). Er det virkelig verdens højeste hus, den er jo ikke større end tobak for en skilling. Jeg syntes vi kørte og kørte, men den synede ikke af meget. Vi nåede helt ind til downtown, fandt hurtigt et sted at parkere bilen. Varmen var kommet tilbage, og luften stod fuldstændig stille her i centrum. Håber det er varmt hjemme i andedammen.
Vi kom ud lige ved foden af Sears Tower (Willis Tower), og hvad jeg ikke havde fornemmet da vi kørte ind mod byen, slog mig voldsomt på opleveren. Jeg var ved at falde bagover bare for at se til toppen af denne enorme høje bygning. Skal jeg stå her og glo op, får jeg skisme da hold i nakken. Den rager helt vildt langt ind i himlen, en ”wall to wall” oplevelse, eller en ”jord til himmel” oplevelse.
Der var kun en kort kolonne af mennesker foran indgangen, så på første hånd så det ud til at vi hurtigt ville komme helt op under skyerne. Vi ventede lidt, blev lukket ind gennem de store glasdøre til en lille overraskelse. I hallen ved elevatorerne stod der to gange så mange og ventede. Nå ja, ikke at gøre, vi måtte igen pænt vente på vores tur. Efter lidt tid blev vi stuvet ind i en elevator sammen med nok 20 andre. Endelig til toppen, men ak og ve, elevatoren kørte ned. Ud igen, hen ad en lang gang, nu måtte vi da snart komme til toppen, men igen en lang kø til billetlugen. Vente, vente, vente, fik købt billetter og så af sted igen til endnu en lang kø. Nu skulle vi scannes og tjekkes for skjulte genstande. Det var godt de ikke fandt min utålmodighed, for så var vi nok ikke kommet længere frem i køen. Efterhånden var jeg ved at blive lidt klemt, om vi nu kunne nå at komme til lufthavnen i tide. Vi slap igennem, kom hen til endnu en elevator, og endnu en lang kø, men ret hurtigt var vi undervejs til himmelen. Det gik så hurtigt op, at tælleren i elevatoren ikke orkede at tæller etager. Tælleren talte for hver 10, og 10, 20, 30, – 103, vupti, så var vi på toppen, 412 meter over fortovet. Edder vildt, kanon udsigt fra en af verden højeste bygninger, den højeste i USA. Til øverste etage er der 442meter og helt op hvor man ikke kan komme længere, er der 557meter, men så skal man kravle i en antenne. Det havde vi ikke tid til og vi måtte sikkert ikke og der var også lige et fly der skulle indhentes i eftermiddag. En og en halv time brugte vi på at komme til toppen, 15minutter på The Skydeck og 15minutter for at komme ned igen. Men det var bestemt det hele værd.
Det er faktisk lidt forfærdende at stå nede på gaden, kigge op af denne enormt høje bygning og tænke, helt der oppe har vi lige været. Godt der var elevatorer, og vi ikke skulle trave hele vejen til toppen. Så kunne vi i stedet trave lidt rundt i Chicago, den korte tid der var til rest. Selv om der er højt til loftet og frirum midt i centrum, blandt disse høje skyscrapere, er det faktisk lidt uhyggeligt, nærmest klaustrofobisk at se ned ad gaden mellem bygningerne. Skyscraperne står som høje uoverstigelige mure på hver side af gaden, der ender i en smal spalte man lige kan klemme sig igennem. Efter lidt traven rundt fandt vi en Starbucks, købte et par kopper kaffe og satte os udenfor. Det vil sige, jeg satte mig ved et bord udenfor på gaden. Det føltes som en evighed inden Kjeld kom ud med kaffen, og vi skal altså med den flyver, selvom jeg ikke havde meget lyst til at rejse hjem. Endelig kom han med kaffen, og hvorfor havde han brugt så lang tid på det. Ja, selvfølgelig, igen havde han stået og pludret – vi skal nå en flyver, for hulen da osse.
Kaffen er som altid god ved Starbucks, i stærk kontrast til den urimelige oplevelse med morgenmaden. Kaffen kom ned, og vi gik tilbage efter bilen i parkeringshuset. Af sted gik det, til lufthavnen. Gennem byen, op på motorvejen, og så stod det hele stille, næsten stille. Trafikken sneglede sig langsomt af sted og jeg var efterhånden temmelig nervøs for at vi ikke kom frem til tiden, men Kjeld opførte sig som han havde for skik, - tag det nu roligt, vi skal nok komme frem til tiden. Vi kører jo, vi har tid endnu. Fanden tage ham. Bilkøen fortsatte, og blev ved, og blev ved, men lige pludselig var vi ved AVIS. En blød landing, tid til lige at få vores sager ud af bilen, men vi tog fejl. AVIS folkene var temmelig brutale, rev bilen væk uden vores numser og hurtigt var de i gang med at tjekke en hel masse. Godt vi havde pakket det hele i går. Lige et hurtigt overblik om det skulle være et par småting, og så var bilen pist forsvundet, BU HU.
Nå ikke at gøre, vi fik hanket op i bagagen, tog bussen til lufthavnen, fik tjekket ind i god tid. Og igen, kontrol, detektor, og igen kontrol, detektor. Og endelig efter to timer i Chicago’s lufthavn kom vi af sted. Og endelig efter fire timer i Amsterdam afgang mod Billund Danmark. Turen fra Amsterdam til Billund husker jeg ikke, men jeg kan godt huske at Lene og John hentede os.
DET VAR EN RIGTIG FED FERIE – MIN FEDESTE FERIE
JEG VIL AFSTED IGEN I MORGEN.
Dagens distance 212 kilometer
