Det har altid været en drøm for mig, en dag at komme af sted over det store vand, helt der over til USA, over til kodrengene og hestene. Betagetheden af det store land på den anden side af Atlanten, har altid været i live i min bevidsthed. Siden min tid som pigebarn, har jeg fortæret hvad der var inden for rækkevidde, om den amerikanske prærie, heste, cowboys og alt det andet interessante. I skolen skrev jeg stil om heste, filmheste, arbejdsheste og rodeoheste, alt om heste. Fik jeg besked af læreren, om at skrive stil om et andet emner, skulle jeg nok se til at få en hest skrevet ind i handlingen. En stil, uden en hest, det går simpelthen bare ikke, det er ikke okay. Fire styk heste hjemme på gården fyldte tiden uden for skolen, og soleklart, cowboyfilmene. Og helst sammen med far. Far og jeg har sammen set mange meter cowboyfilm. Og en cowboyfilm med John Wayne, på en luksuøs pruhest, der er bare det fornemmeste.
Nå! tiden gik sin gang, der kom andre opgaver på min vej, og drømmen om Amerika kom naturligt i baggrunden, men ikke ud af sindet. Så endelige kom tid og mulighed. Ungerne var blevet store nok til at de kunne klare sig selv, uden deres mor, men hvordan skulle deres mor så lige klare det med at komme af sted til den store prærie. Lige for lå en pakkerejse med et rejseselskab, selv om det ikke havde den store påkaldelse eller min store deltagelse. En tur i faste rammer, de samme ansigter i en lang periode, ikke helt så oplivende, men nok det eneste jeg havde at gøre med. Men så traf jeg på Kjeld, og en ny dør åbnede sig ud til den amerikanske prærie.
Kjeld blev min helt personlige guide i det amerikanske. Han har været over på den anden side af dammen mange gange, studeret Marshals og Outlaws, kørt rundt her og der, været i utal af stater, spist steaks fra øst til vest og den anden vej igen. Han har været i store byer, små byer, cowboybyer, præriebyer, kørt op og ned af bjerge, frem og tilbage over prærien, gennem ørkner og store skove. Når han diskede op med eventyr fra det amerikanske, var mine ører store som paraboler. Meget af det han fortalte om, havde jeg i min vildeste fantasi aldrig forstillet mig, så jeg slugte alt. Uh! jeg skal bare så’en af sted.
Vi begyndte at planlægge den store tur, eller med andre ord, det var nu mest Kjeld det lavede arbejdet, han er jo eksperten. Jeg fortalte hvad jeg gerne ville opleve, og han lave en slagplan. – hvis du vil opleve alle disse ting og sager, - sagde han, – så er vi nødt til at have nogle retningslinier, for vi kommer til at køre mange kilometer. Nogle dage skal vi køre rigtig langt, andre dage næsten ikke noget. Vi skal meget tidligt op, afgang omkring klokken seks hver dag. Er du med på den? Jeg er med på den værste, for hulen da, bare vi snart kommer af sted.
Den store dag oprindende, og jeg var spændt som et lille barn med sin første fem kuglers isvaffel ”and the whole trimming”. Rigtig med flødeskum og syltetøj på toppen. John kørte os til Billund, og herfra af sted gik det i en lille trang flyvemaskine til Amsterdam i Holland. Her ventede vi så i laaaang tid inden afgang i en kæmpe stor Jumbo jet. Endelig, laaaangt om længe stod jeg så med bagage og Kjeld, i Chicago, første dag i resten af et eventyr.
”Amerika: det endelige mål. Dette er Lene’s opdagelsesrejse. Lene’s fortsatte mission: at udforske en forunderlig ny verden, at finde frem til nyt liv og en ny civilisation, at driste sig derhen, hvor hun ikke har gået før” – citat af Jean Luc Picard, Starship Interprise. (citat let beskadiget af Kjeld)
Stater vi fik besøgt
Dagene er gået helt af sig selv. Den ene dag tog den næste, helt af sig selv. Det eneste der er tilbage, er en råkold morgen på en råkold bænk, på en campingplads i det nordlige Indiana. Åh! suk og jammerklage, ak og ve! vi skal hjem i dag. Det skriger til himlen af smålig rutine og arbejde, trivielle programmer i fjernsynet. Livet er slut, det bliver aldrig det samme, BU HU! En lille glæde kan dog synes. Lyset for enden af tunnelen er ikke et modkørende tog, men rigtig kaffe. For hulen, hvor har jeg sukket efter rigtig kaffe, så’en rigtig kaffe. Kaffe man ikke kan kigge igennem til bunden af koppen. Amerikanerne drikke kaffepunch, uden snaps.
Lad mig først fortælle om kaffen og de steder jeg nemt kan undvære ved USA. Ting og sager der ikke har plads på min 1 til 6 skala. Det kan bedre defineres med tommeltot op eller ned. Kaffen i USA er simpel mørkebrun, varm vand med påfaldende lavt indhold af kaffebønner. Dertil kaffe i et utal af smagsvarianter, den ene mere besynderlig end den anden. Niels, Kjelds ven i Delta lavede en god kaffe, og Starbucks var bestemt ikke at foragte. Men sådan drikker de kaffe ”over there”. Vi købte da kaffe på truckstops og andre steder, men udvidede den altid med lidt pulverkaffe. Sådan for at få kaffen op i gear. Amerikanerne syntes vores kaffe er for stærk, og vi syntes deres er vag. Lad os kalde det uafgjort.
Tombstone er som lunken sodavand uden brus, i forhold til byer som Guthrie i Oklahoma, når samtalen skal falde i retning byer i det vilde westen. Tombstone er et overpyntet turisthul, frarøvet en hver form for troværdighed. Det skal ikke lyde, at det ikke var fedt at være i byen, for det mener jeg faktisk det var. Men jeg vil ikke tilbage, for det er ikke værd at køre efter to gange. Kjeld var deprimeret over det han oplevede. Det kan kun gå for langsomt, at komme ud af det her hul, som han så elegant udtrykte det. Nashville får det absolutte prædikat som en eventyrlig bundskraber. Kun en ting frelser byen for mit utøjlede kritiske objektiv og det er pandekagerne, en snert af noget der er større end livet. Alt er astronomisk dyrt, og det lige fra almindelige dagligvarer til, og ja, til selv sagt alt muligt andet. Nashville levede ikke op til mine forventninger, men campingpladsen var bestemt ok, så’en med musik om aftenen. Tre opsvulmede tommeltotte ned til kaffe, Tombstone og Nashville.
Tommeltotten vendes op for resten af ferien, helt op, så alle kan se den. Og den bliver helt oppe, til den bliver tør og slået revner. Det må siges at være Lenes knippelfine ferie.
Det kan være svært af skille en dag ud, og sige at det var netop den bedste dag på ferien. Alle dage havde sine højdepunkter, også den dag hvor vi kørte langs grænsen til Mexico. Jeg kunne have gabt mine kæber af led, så dræbende kedsommelig var det, men alligevel enormt ærefrygtindgydende, når man tænker på at folk har redet på hest eller gået igennem her, for mange år siden. Og tænk, alle de illegale der forsøger at krydse grænsen. Det er med livet som indsats. Selv om vi kørte i bil, havde jeg den følelse, at vi ikke på nogen måde kom ud af stedet. Der er så øde og knastørt, at jeg bliver helt tør i halsen, bare af at tænke der på.
Den mandag vi kørte fra Delta, havde jeg ingen forstilling om hvad de ventede mig. Det var næsten mere end jeg kunne rumme i mit hovede på en gang. Da vi bænkede os om aftenen, på campingpladsen ved Lake Powell, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre og gribe i. Dagen havde været for overvældende. Det hele startede med en smuk solopgang i Rocky mountains, og den store klare måne stod stadig højt, da vi lagde Delta bag os. Solen spejlede sit lys så smukt i bjergene. Vi kørte op over bjergpas og ned igen, igennem minebyer og vi så et damplokomotiv komme kørende ud af Durango, retning Silverton. Ud af bjergene og lukt ind i intetheden, den store røde ørken i Arizona og Utah. Jeg var lige ved at flæbe, da vi kom til Monument Vallye. Regnvejret kort før Page overraskede mig, for det regner da ikke i en ørken. Det azurblå vand og de smukke klipper der omkranser Lake Powell. En overvældende solnedgang efterfulgt af en åbenbaring af en stjernehimmel. En drøm jeg ikke ville vågne fra, en dag på grænsen til det uvirkelig.
Grand Canyon, en naturoplevelser ud over det sædvanlige. Las Vegas, en gøglerisk by midt i ørkenen. Kilometer af neonlys, larmende spilleautomater og høj discomusik. Lige så vild byen er om natten, lige så død og ubevægelig, er den om morgenen. En by der vågner, når andre går til ro. Sådan kan jeg fortsætte ud i at berette om denne uforglemmelige ferie, men der er dog en oplevelse, som skiller sig markant ud fra alt det andet.
Den ubetingede største oplevelse på hele turen, var de fem dage vi opholdte os i Oklahoma. Oklahoma var en væg til væg oplevelse, et skattekammer af historie, myter, cowboybyer, Marshals og Outlaws, museer, rodeo, heste, toge, lastbiler, steaks, bassball, fortove af træ, den vidtstrækte prærie, og sådan kunne jeg blive ved. Guthrie by blev en helt utrolig oplevelse. Byen står som et stort spejlbillede af historien, og det er som at træde lige ind i en cowboyfilm eller gangsterfilm fra 30’erne. At Kjeld så kunne fortælle og tage mig ved hånden, fik oplevelsen op på et højere niveau. Rigtigt lækkert. Ikke at glemme alle de søde, rare og sympatiske mennesker vi mødte over alt hvor vi kom. Der er en imødekommenhed ud over alle grænser i Oklahoma. Jeg savner Oklahoma, en gæstfri og indtagende stat, på den Amerikanske prærie .
Campingpladser og hoteller hvor vi overnattede
Aldrig i mit liv har jeg kørt så mange kilometer, næsten 11.500kilometer (ellevetusinde – femhundrede). Det er rigtig mange kilometer, men på ingen måde følte jeg at det blev for meget. Bagefter var jeg overrasket de mange kilometer. Oprigtigt talt, følte jeg ikke de mange kilometer som en belastning. Kjeld havde jo sagt hvor nødvendig det var at komme tidligt af sted hver morgen. Køre hovedparten af kilometerne i de tidlige morgentimer, og så have god tid resten af dagen. Selom det blev til mange kilometer hver dag, gjorde vi rigtig mange stop, og der var god tid til det hele. Og der er ingen tvivl, jeg vil gøre det hele om, hvis muligheden kommer igen, og det gør den, hvis jeg skal bestemme.
Hele turen
