Nå! tiden gik sin gang, der kom andre opgaver på min vej, og drømmen om Amerika kom naturligt i baggrunden, men ikke ud af sindet. Så endelige kom tid og mulighed. Ungerne var blevet store nok til at de kunne klare sig selv, uden deres mor, men hvordan skulle deres mor så lige klare det med at komme af sted til den store prærie. Lige for lå en pakkerejse med et rejseselskab, selv om det ikke havde den store påkaldelse eller min store deltagelse. En tur i faste rammer, de samme ansigter i en lang periode, ikke helt så oplivende, men nok det eneste jeg havde at gøre med. Men så traf jeg på Kjeld, og en ny dør åbnede sig ud til den amerikanske prærie.

Kjeld blev min helt personlige guide i det amerikanske. Han har været over på den anden side af dammen mange gange, studeret Marshals og Outlaws, kørt rundt her og der, været i utal af stater, spist steaks fra øst til vest og den anden vej igen. Han har været i store byer, små byer, cowboybyer, præriebyer, kørt op og ned af bjerge, frem og tilbage over prærien, gennem ørkner og store skove. Når han diskede op med eventyr fra det amerikanske, var mine ører store som paraboler. Meget af det han fortalte om, havde jeg i min vildeste fantasi aldrig forstillet mig, så jeg slugte alt. Uh! jeg skal bare så’en af sted.

Vi begyndte at planlægge den store tur, eller med andre ord, det var nu mest Kjeld det lavede arbejdet, han er jo eksperten. Jeg fortalte hvad jeg gerne ville opleve, og han lave en slagplan. – hvis du vil opleve alle disse ting og sager, - sagde han, – så er vi nødt til at have nogle retningslinier, for vi kommer til at køre mange kilometer. Nogle dage skal vi køre rigtig langt, andre dage næsten ikke noget. Vi skal meget tidligt op, afgang omkring klokken seks hver dag. Er du med på den? Jeg er med på den værste, for hulen da, bare vi snart kommer af sted.

Den store dag oprindende, og jeg var spændt som et lille barn med sin første fem kuglers isvaffel ”and the whole trimming”. Rigtig med flødeskum og syltetøj på toppen. John kørte os til Billund, og herfra af sted gik det i en lille trang flyvemaskine til Amsterdam i Holland. Her ventede vi så i laaaang tid inden afgang i en kæmpe stor Jumbo jet. Endelig, laaaangt om længe stod jeg så med bagage og Kjeld, i Chicago, første dag i resten af et eventyr.     

”Amerika: det endelige mål. Dette er Lene’s opdagelsesrejse. Lene’s fortsatte mission: at udforske en forunderlig ny verden, at finde frem til nyt liv og en ny civilisation, at driste sig derhen, hvor hun ikke har gået før” – citat af Jean Luc Picard, Starship Interprise. (citat let beskadiget af Kjeld)

Stater vi fik besøgt

Dagene er gået helt af sig selv. Den ene dag tog den næste, helt af sig selv. Det eneste der er tilbage, er en råkold morgen på en råkold bænk, på en campingplads i det nordlige Indiana. Åh! suk og jammerklage, ak og ve! vi skal hjem i dag. Det skriger til himlen af smålig rutine og arbejde, trivielle programmer i fjernsynet. Livet er slut, det bliver aldrig det samme, BU HU! En lille glæde kan dog synes. Lyset for enden af tunnelen er ikke et modkørende tog, men rigtig kaffe. For hulen, hvor har jeg sukket efter rigtig kaffe, så’en rigtig kaffe. Kaffe man ikke kan kigge igennem til bunden af koppen. Amerikanerne drikke kaffepunch, uden snaps.

Lad mig først fortælle om kaffen og de steder jeg nemt kan undvære ved USA. Ting og sager der ikke har plads på min 1 til 6 skala. Det kan bedre defineres med tommeltot op eller ned. Kaffen i USA er simpel mørkebrun, varm vand med påfaldende lavt indhold af kaffebønner. Dertil kaffe i et utal af smagsvarianter, den ene mere besynderlig end den anden. Niels, Kjelds ven i Delta lavede en god kaffe, og Starbucks var bestemt ikke at foragte. Men sådan drikker de kaffe ”over there”. Vi købte da kaffe på truckstops og andre steder, men udvidede den altid med lidt pulverkaffe. Sådan for at få kaffen op i gear. Amerikanerne syntes vores kaffe er for stærk, og vi syntes deres er vag. Lad os kalde det uafgjort.

Tombstone er som lunken sodavand uden brus, i forhold til byer som Guthrie i Oklahoma, når samtalen skal falde i retning byer i det vilde westen. Tombstone er et overpyntet turisthul, frarøvet en hver form for troværdighed. Det skal ikke lyde, at det ikke var fedt at være i byen, for det mener jeg faktisk det var. Men jeg vil ikke tilbage, for det er ikke værd at køre efter to gange. Kjeld var deprimeret over det han oplevede. Det kan kun gå for langsomt, at komme ud af det her hul, som han så elegant udtrykte det. Nashville får det absolutte prædikat som en eventyrlig bundskraber. Kun en ting frelser byen for mit utøjlede kritiske objektiv og det er pandekagerne, en snert af noget der er større end livet. Alt er astronomisk dyrt, og det lige fra almindelige dagligvarer til, og ja, til selv sagt alt muligt andet. Nashville levede ikke op til mine forventninger, men campingpladsen var bestemt ok, så’en med musik om aftenen. Tre opsvulmede tommeltotte ned til kaffe, Tombstone og Nashville.

Tommeltotten vendes op for resten af ferien, helt op, så alle kan se den. Og den bliver helt oppe, til den bliver tør og slået revner. Det må siges at være Lenes knippelfine ferie. 

Det kan være svært af skille en dag ud, og sige at det var netop den bedste dag på ferien. Alle dage havde sine højdepunkter, også den dag hvor vi kørte langs grænsen til Mexico. Jeg kunne have gabt mine kæber af led, så dræbende kedsommelig var det, men alligevel enormt ærefrygtindgydende, når man tænker på at folk har redet på hest eller gået igennem her, for mange år siden. Og tænk, alle de illegale der forsøger at krydse grænsen. Det er med livet som indsats. Selv om vi kørte i bil, havde jeg den følelse, at vi ikke på nogen måde kom ud af stedet. Der er så øde og knastørt, at jeg bliver helt tør i halsen, bare af at tænke der på.    

Den mandag vi kørte fra Delta, havde jeg ingen forstilling om hvad de ventede mig. Det var næsten mere end jeg kunne rumme i mit hovede på en gang. Da vi bænkede os om aftenen, på campingpladsen ved Lake Powell, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre og gribe i. Dagen havde været for overvældende. Det hele startede med en smuk solopgang i Rocky mountains, og den store klare måne stod stadig højt, da vi lagde Delta bag os. Solen spejlede sit lys så smukt i bjergene. Vi kørte op over bjergpas og ned igen, igennem minebyer og vi så et damplokomotiv komme kørende ud af Durango, retning Silverton. Ud af bjergene og lukt ind i intetheden, den store røde ørken i Arizona og Utah. Jeg var lige ved at flæbe, da vi kom til Monument Vallye. Regnvejret kort før Page overraskede mig, for det regner da ikke i en ørken. Det azurblå vand og de smukke klipper der omkranser Lake Powell. En overvældende solnedgang efterfulgt af en åbenbaring af en stjernehimmel. En drøm jeg ikke ville vågne fra, en dag på grænsen til det uvirkelig.

Grand Canyon, en naturoplevelser ud over det sædvanlige. Las Vegas, en gøglerisk by midt i ørkenen. Kilometer af neonlys, larmende spilleautomater og høj discomusik. Lige så vild byen er om natten, lige så død og ubevægelig, er den om morgenen. En by der vågner, når andre går til ro. Sådan kan jeg fortsætte ud i at berette om denne uforglemmelige ferie, men der er dog en oplevelse, som skiller sig markant ud fra alt det andet.

Den ubetingede største oplevelse på hele turen, var de fem dage vi opholdte os i Oklahoma. Oklahoma var en væg til væg oplevelse, et skattekammer af historie, myter, cowboybyer, Marshals og Outlaws, museer, rodeo, heste, toge, lastbiler, steaks, bassball, fortove af træ, den vidtstrækte prærie, og sådan kunne jeg blive ved. Guthrie by blev en helt utrolig oplevelse. Byen står som et stort spejlbillede af historien, og det er som at træde lige ind i en cowboyfilm eller gangsterfilm fra 30’erne. At Kjeld så kunne fortælle og tage mig ved hånden, fik oplevelsen op på et højere niveau. Rigtigt lækkert. Ikke at glemme alle de søde, rare og sympatiske mennesker vi mødte over alt hvor vi kom. Der er en imødekommenhed ud over alle grænser i Oklahoma. Jeg savner Oklahoma, en gæstfri og indtagende stat, på den Amerikanske prærie .

Campingpladser og hoteller hvor vi overnattede

Aldrig i mit liv har jeg kørt så mange kilometer, næsten 11.500kilometer (ellevetusinde – femhundrede). Det er rigtig mange kilometer, men på ingen måde følte jeg at det blev for meget. Bagefter var jeg overrasket de mange kilometer. Oprigtigt talt, følte jeg ikke de mange kilometer som en belastning. Kjeld havde jo sagt hvor nødvendig det var at komme tidligt af sted hver morgen. Køre hovedparten af kilometerne i de tidlige morgentimer, og så have god tid resten af dagen. Selom det blev til mange kilometer hver dag, gjorde vi rigtig mange stop, og der var god tid til det hele. Og der er ingen tvivl, jeg vil gøre det hele om, hvis muligheden kommer igen, og det gør den, hvis jeg skal bestemme.

Hele turen

Afgang fra campingpladsen lidt i syv, retning Chicago og Sears Tower (nu Willis Tower) inden lufthavnen. Vejret var klamt, fugtigt og temperaturen på frysepunktet, nok omkring de 30grader. Hold da ferie, hvor var der koldt. Nå, vi kom af sted retning vest, 250 deprimerende kilometer at tilbagelægge. Der blev tanket brændstof, nok til at nå til AVIS, for at aflevere udlejningskareten. Og sulten blev vi da også, så ind på et truckstop for at få den sidste nadver i USA. Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig at afslutte turen. Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse, bestemt den ringeste morgenmad jeg havde spist i USA og kaffen mindede alt for godt om tidligere erfaringer med kaffen herovre. Min 1 til 6 skala har ingen minusser, heldig for dem.

Nå af sted igen, retning Chicago. Den sidste time havde vi kørt i by, og det fortsatte. Jeg spurgte Kjeld om vi var i Chicago nu, men det var vi ikke, kun i forstæder. Der er vel små 100kilometer endnu, – svarede han. Er du vild i varmen, det er en stor by. Nok havde vi kørt omkring nogle store byer, men denne tager pokalen med hjem. Nu kører vi ind til Chicago, – sagde Kjeld. – der ret fremme er Sears Tower (Willis Tower). Er det virkelig verdens højeste hus, den er jo ikke større end tobak for en skilling. Jeg syntes vi kørte og kørte, men den synede ikke af meget. Vi nåede helt ind til downtown, fandt hurtigt et sted at parkere bilen. Varmen var kommet tilbage, og luften stod fuldstændig stille her i centrum. Håber det er varmt hjemme i andedammen.

Vi kom ud lige ved foden af Sears Tower (Willis Tower), og hvad jeg ikke havde fornemmet da vi kørte ind mod byen, slog mig voldsomt på opleveren. Jeg var ved at falde bagover bare for at se til toppen af denne enorme høje bygning. Skal jeg stå her og glo op, får jeg skisme da hold i nakken. Den rager helt vildt langt ind i himlen, en ”wall to wall” oplevelse, eller en ”jord til himmel” oplevelse. 

Der var kun en kort kolonne af mennesker foran indgangen, så på første hånd så det ud til at vi hurtigt ville komme helt op under skyerne. Vi ventede lidt, blev lukket ind gennem de store glasdøre til en lille overraskelse. I hallen ved elevatorerne stod der to gange så mange og ventede. Nå ja, ikke at gøre, vi måtte igen pænt vente på vores tur. Efter lidt tid blev vi stuvet ind i en elevator sammen med nok 20 andre. Endelig til toppen, men ak og ve, elevatoren kørte ned. Ud igen, hen ad en lang gang, nu måtte vi da snart komme til toppen, men igen en lang kø til billetlugen. Vente, vente, vente, fik købt billetter og så af sted igen til endnu en lang kø. Nu skulle vi scannes og tjekkes for skjulte genstande. Det var godt de ikke fandt min utålmodighed, for så var vi nok ikke kommet længere frem i køen. Efterhånden var jeg ved at blive lidt klemt, om vi nu kunne nå at komme til lufthavnen i tide. Vi slap igennem, kom hen til endnu en elevator, og endnu en lang kø, men ret hurtigt var vi undervejs til himmelen. Det gik så hurtigt op, at tælleren i elevatoren ikke orkede at tæller etager. Tælleren talte for hver 10, og 10, 20, 30, – 103, vupti, så var vi på toppen, 412 meter over fortovet. Edder vildt, kanon udsigt fra en af verden højeste bygninger, den højeste i USA. Til øverste etage er der 442meter og helt op hvor man ikke kan komme længere, er der 557meter, men så skal man kravle i en antenne. Det havde vi ikke tid til og vi måtte sikkert ikke og der var også lige et fly der skulle indhentes i eftermiddag. En og en halv time brugte vi på at komme til toppen, 15minutter på The Skydeck og 15minutter for at komme ned igen. Men det var bestemt det hele værd.

Det er faktisk lidt forfærdende at stå nede på gaden, kigge op af denne enormt høje bygning og tænke, helt der oppe har vi lige været. Godt der var elevatorer, og vi ikke skulle trave hele vejen til toppen. Så kunne vi i stedet trave lidt rundt i Chicago, den korte tid der var til rest. Selv om der er højt til loftet og frirum midt i centrum, blandt disse høje skyscrapere, er det faktisk lidt uhyggeligt, nærmest klaustrofobisk at se ned ad gaden mellem bygningerne. Skyscraperne står som høje uoverstigelige mure på hver side af gaden, der ender i en smal spalte man lige kan klemme sig igennem. Efter lidt traven rundt fandt vi en Starbucks, købte et par kopper kaffe og satte os udenfor. Det vil sige, jeg satte mig ved et bord udenfor på gaden. Det føltes som en evighed inden Kjeld kom ud med kaffen, og vi skal altså med den flyver, selvom jeg ikke havde meget lyst til at rejse hjem. Endelig kom han med kaffen, og hvorfor havde han brugt så lang tid på det. Ja, selvfølgelig, igen havde han stået og pludret – vi skal nå en flyver, for hulen da osse.

Kaffen er som altid god ved Starbucks, i stærk kontrast til den urimelige oplevelse med morgenmaden. Kaffen kom ned, og vi gik tilbage efter bilen i parkeringshuset. Af sted gik det, til lufthavnen. Gennem byen, op på motorvejen, og så stod det hele stille, næsten stille. Trafikken sneglede sig langsomt af sted og jeg var efterhånden temmelig nervøs for at vi ikke kom frem til tiden, men Kjeld opførte sig som han havde for skik, - tag det nu roligt, vi skal nok komme frem til tiden. Vi kører jo, vi har tid endnu. Fanden tage ham. Bilkøen fortsatte, og blev ved, og blev ved, men lige pludselig var vi ved AVIS. En blød landing, tid til lige at få vores sager ud af bilen, men vi tog fejl. AVIS folkene var temmelig brutale, rev bilen væk uden vores numser og hurtigt var de i gang med at tjekke en hel masse. Godt vi havde pakket det hele i går. Lige et hurtigt overblik om det skulle være et par småting, og så var bilen pist forsvundet, BU HU.

Nå ikke at gøre, vi fik hanket op i bagagen, tog bussen til lufthavnen, fik tjekket ind i god tid. Og igen, kontrol, detektor, og igen kontrol, detektor. Og endelig efter to timer i Chicago’s lufthavn kom vi af sted. Og endelig efter fire timer i Amsterdam afgang mod Billund Danmark. Turen fra Amsterdam til Billund husker jeg ikke, men jeg kan godt huske at Lene og John hentede os.

DET VAR EN RIGTIG FED FERIE – MIN FEDESTE FERIE
JEG VIL AFSTED IGEN I MORGEN.

View Larger Map 

Dagens distance 212 kilometer

Dagen i dag var afsat til oprydning (Kjeld lavede det meste, yes), rundtur i Amish Country, og indkøb af lidt småting. Vi rullede afsted, først til en byfest og markede i Middlebury, et lille stykke vej sydpå. Det var nu ikke meget af en byfest, nærmeste en hyggelig fredags selskabelighed med balloner og kandiserede æbler for de små, og løs snak for de voksne. Vi spankulerede lidt rundt blandt alle disse Amisher, som der var flest af og det var også kun dem der havde boder stillet op og noget at sælger. Det var nu ganske fornøjeligt at være her blandt dette spændende og særprægede folkefærd med den simple levevis. En levevis der ikke er mere simpel end at enkelte benytter sig af mobiltelefon og andre kom kørende hertil i bil, men det var dog hestevognene der var det mest udprægede transportmiddel. Hestevognene stod i rækker på parkeringspladserne, så vi måtte et stykke væk fra centrum for at finde plads til vores udlejningsekvipage. Vejret var fint, solen skinnede, så vi kan jo godt spadsere lidt.

Vi trillede videre ud i Amish Country. At finde rundt i Amish Country er lige så særpræget som befolkningen selv. Det er en håndfast mangel på skiltning af bynavne langs vejene. Næsten alle små veje benævnes Country Rd., efterfulgt af et nummer, og nogle villakvarterene var uden vejnavne. Man må gå ud fra at folk der bor her, kan finde rundt. Nå pyt, vi fandt det vi søgte, nemlig den grønne natur og de smukke velplejede hvide farme. Markerne lå grønne, fyldt til bristepunktet, snorlige rækker af sojaplanter, mandshøje majsplanter, korn, kål og mange andre afgrøder jeg ikke kender navnene på. Der herskede en næsten umærkelig ro og harmonie ved hver farm vi kom forbi. Alt er passet og plejet, de hvide træhegn der omkranser farmene er hvide, ikke afskallede, men rigtig hvide. Husene er alle hvide og hæget om; gårdspladserne er ordentlige og græsset trimmet. Her og der en automobil på gårdspladsen. Vi havde fået fortalt, at Amish folket i Indiana er knap så konservative som deres meningsfæller i Pennsylvania. Nogle farme har telefon, ikke i huset, men i stakladen. En del har bil, men den står oftest i garage – der er ikke nogen grund til at skilte med at man er med på noderne. Nogle farme havde strøm, kunne vi se, da der gik ledninger fra elmasterne ved vejene og ind til husene. Nå ja, de bestemmer jo selv hvordan de vil leve, men hyggeligt ser det ud.

Resten af eftermiddagen trillede vi bare rundt på må og få. Gik lidt på shopping. Jeg fik købt et par bluser, ellers gik resten af dagen af sig selv indtil sulten bankede på hen ved aftenstid. Vi tog tilbage til Middlebury for at få fuldfed husmandskost på Das Dutchman Essenhaus. En mægtig stor Amish restaurant med plads til 1000 mennesker af gangen. Der var stuvende fuld, så det tog lidt tid at få et bord. Vi havde ingen hastværk, så det var fin-fin. Placeret ved et lille bord fik vi serveret maden, Kjeld fik skinke med katoffelmos, og jeg fik pasta med kylling og hvidløgsauce. Bagefter fik Kjeld blueberrypie og jeg et stykke aplepie. Tærterne var lidt for søde og flødskum som tillæg ville have passet vældig fint. Dog en førsteklasses husmandskost.

Velfornøjede og mætte kørte vi tilbage til campingpladsen. Sad en tid, druknede sorgen med lidt alkohol, pjævrede over at det ville være den sidste nat i teltet, sidste nat i Amerika.           

Vi kørte Indianapolis ad U.S. Road 135, en ganske køn Scenic Byway, som løber fra Salem til Nashville, og herfra til Bean Blossom og Martinsville. Vi kom også forbi Story Indiana, en meget lille by. Byen er opkaldt efter Dr. George Story, der med egne midler grundlagde byen ca. 1850. Under den store depression i 1930’erne flyttede folk fra byen og den har ikke siden genvundet tidligere tiders saft og kraft. En mennesketomhed der var kendetegnende for de fleste af de små byer vi kom igennem i Outback Indiana. Men noget at byde på havde en af disse små byer alligevel. Langt om længe fandt jeg mig et par cowboystøvler, i en lille landhandel der egentlig udefra mest mindede om en maskinhandel. Uden for butikken stod en række af store og små traktorer, trillebøre, skovle, ikke noget der antydede fodtøj, men Kjeld mente det var et forsøg værd. Inde i butikken var der en afdeling med tøj, sko og støvler, og lige præcis cowboystøvler. Jeg fandt eksakt støvlerne jeg længe havde kigget efter, og endda til noget under priserne andre steder. Kjeld købte sig en jakke, og til en pris der var en hel del under hvad vi havde set før. Det blev en god indkøbsdag. 

Nå men vi ankom til Indianapolis, kørte på motorvejen rundt om byen og dreje af ved skiltet ind til Indianapolis Motor Speedway. Det var ret nemt at finde banen, for den rager temmelig meget i vejret, men at finde selve museet, er en helt anden sag. Første fandt vi en lille bygning, og gik ud fra at det måtte være det rigtige sted, men det var helt hen i skoven. Så kørte vi langs tribunen, rundt om banen, men vi fandt stadig ikke noget, men lige med ét opdagede jeg et skilt, ikke større end en bagrudestreamer, der viste vej ind til museet. Museet ligger inde i midten af den store bane, – hvem kunne lige vide det? Ned under tribunen, op igen, så ligger museet lige der. Hall of Fame Museum inde på Indianapolis Motor Speedway er faktisk spændende, med flere typer af racerbiler fra alle årene der har været kørt motorløb her. Der var en hel afdeling med Formel1, biler der havde kørt på Le Mans og en masse andre frække sportsvogne. I en anden afdeling stod biler fra bilens barndom, der alle som én så ud som nye biler. Guiden fortalte at der kommer cirka 400.000 tilskuer på en løbsdag, og der tager omkring to timer at tømme tribunerne for tilskuer. Til et Formel1 løb, er der ”kun” omkring 250.000 tilskuer. Da vi var kommet af sted, lavede vi et lille regnestykke, bar så’en for sjov – tænk engang hvis hver tilskuer drikker 2liter væske, spiser to hamburgere, to pølser og endda måske to vaffelis. Vejer en hamburger 200gram med det hele og dertil 2liter væske, bliver der fortæret og indtaget næsten 900tons, og det kun på en dag. Hvad med alt affaldet? og hvad med alle de 1,6milioner halvliters papkrus der er brugt og smidt væk? Det gider jeg slet ikke regne på, det bare for vildt.

Rundt om Indianapolis på motorvejen, af ved afkørsel 31, direkte nordpå ad U.S. Route 31 mod Elkhart og Amish Country. Der er en del trafik på U.S. Route 31, men den er farbar, og det går snildt uden om alle småbyerne. På vejen står skilte til byer med navne, kendt fra andre dele af verdenen, som for eksempel Peru, Mexico, Palestine, Santa Fe og Denver. En by hedder Chilli og en anden Bunker Hill, et navn fra den amrikanske revolutionen. Vi drejede fra ved Rochester, kørte mod Warsaw og New Paris, endnu et par navne fra den gamle verden. Det var ikke svært at se, vi nu befandt os i en hel anden verden, en helt anden tid. Vi fandt os selv midt i en fremtidsversion af Det Lille Hus På Prærien, omgivet af sorte heste forspændt sorte hestevogne, ført af mænd med hageskæg, klædt i hvide skjorter, sorte bukser og veste, og lyse stråhatte. Kvinderne sad ved siden af sortklædt mænd, hænderne blidt foldet over knæene, iklædt kjoler i dæmpede farver, hvide forklæder og kyser på hovedet. Lukkede hestevogne, åbne hestevogne, nogle med stive hjul og træbænke, andre med moderne gummihjul og sæder hentet fra automobiler. Alt her omkring er rettet ind til Amish folkets livsstil. Der er ekstra brede veje med spor kun til hestevogne, parkeringspladser ved forretningerne, kun til hestevogne. Det er i sandheden en hel anden verden.

Nå men, vi fandt frem til Elkhart Co. KOA, ved Middelbury lidt uden for Elkhart, der skulle blive vores sidste på det nordamerikanske kontinent for denne gang. Vi fik teltet sat op, gennemgik de sædvanlige øvelser med at pumpe madrasserne og rede senge, lidt vemodigt. Vi besluttede ikke at lave mad, men gå på restaurant de sidste to dage. Vi ville bruger mønter og forkæle os selv med gode steaks. Texas Roadhous i Elkhart blev anbefalet af folk på campingpladsen, så der kørte vi til. Vi måtte som andre vente lidt på et bord, men det var afgjort tiden værd. I det lille venterum inden før døren, sad en Amish familie, en seks syv stykke velsagtens. Faderen stående ved døren og resten af familien siddende på bænken langs væggen, alle i from uforstyrrethed. De små drenge iklædt overalls, pigerne i kjoler og kyser som moderen, alle som en med hænderne foldet i skødet i larmede tavshed. Der blev ikke udvekslet mange ord i mellem dem.

Vi blev hentet af en ung servitrice der spurgte om vi ville bestille steaks, for så skule vi lige vælge et stykke kød, inden vi blev bænket. Jeg valgte et stykke filet til otte penge, Kjeld valgte en ordentlig moppedreng af en steak og blev herefter ført til vores bord. På bordet stod en lille spand fyldt op med peanuts. Det var bare at tage fra, så det gjorde vi. Jeg havde lagt mærke til da vi kom ind på restauranten, at der lå skaller på gulvet flere steder, og Kjeld holdt sig ikke tilbage med at smide affaldet på gulvet. Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Der gik ikke lang tid inden der kom en med kost og spand og fejede det hele væk. Så’en gør man åbenbart her, meget spøjst. Nå, vores lille servitrice kom tilbage, vi bestilte noget drikkelse og en forret. Da hun igen kom tilbage spurgte hun hvor vi kom fra, da hun havde fornemmet at vi var udenbys fra, langt udenbys fra. Og som hun snakkede, om vidt og bredt, om hvad hun sådan lavede i fritiden, om hendes børn og en hel masse andre ting. Det var en servitrice med meget på hjertet. En rigtig hyggelig passiar mellem drinks og forret, og senere var hun lige forbi for at snakke noget mere. Vores steak ankom, og sikke nogle steaks. Min steak var så mør, at den kunne skæres med et øjenbrun, smagen var en lurmærket tildragelse – en himmerigsmundfuld. Sammen med en kop kaffe til at afslutte det gode måltid, den uundvigelige regning og til min overraskelse kostede min steak 17 penge og ikke 8 penge som jeg lige første havde antaget. Det var otte ounces og ikke otte dollars. Pyt med det, da det var hele oplevelsen værd. Den gode service kostede også gode drikkepenge til servitricen der snakkede som et vandfald. Mætte, velbehagelige som ål i mudder, kørte vi tilbage til campingpladsen. Sådan sluttede dagen så.

Dagen distance 628 kilometer

Vi lagde Nashville bag os og kørte nord på mod Kentucky. The Bluegrass State, berømt for sine Kentucky Bourbon Whiskey’s, seje Muscle Cars, Bluegrass musikken, ikke at glemme Præsident Abraham Lincoln. Go’ gamle ”Abe” blev født 12. februar 1809 i en lille træhytte ved Knob Creek, ikke langt fra Hodgenville. Det var et lille sidespring. Vi ankom til Bowling Green klokken ni eller der omkring, fik tanket brændstof og købt lidt kaffe. Trillede lidt rundt i byen, for vi var i lidt god tid inden National Corvette Museum åbnede. Det passede lige på en stud, vi ankom lige som dørene blev låst op. National Corvette Museum er det mest omfattende museum tilegnet et enkelt automobil, nemlig Corvetten. Et Amerikansk sportsvogns ikon og det excellenteste den Amerikanske bilsektor har at byde, inden for sportsvogne. Det var da ret fedt at vade rundt mellem alle disse lækre biler. Jeg mente at en Corvette måtte være den perfekte konebil, men det anså Kjeld for at være helt uden for diskussion, for Corvetter er lavet til mænd. Det er ikke en tøsebil, kom det uden nølen. Åbne sportsvogne, gamle og nye sportsvogne, billeder af Corvetter i hundredvis på væggene, opstillinger af tankstationer og delvis adskilte biler.  Mellem indgangen og udstillingen stod en række af splinternye corvetter, alle som én frisk fra produktionen på den anden side af gaden, hvor fabrikken ligger. Bilerne var alle solgt og det er sådan, at man kan afhente sin nye Corvette på museet. Corvetten leveres til museet og afhentes senere af den nye ejer. En Corvette var en fødselsdagsgave, en anden fordi det var den nye ejers første Corvette, og mange andre grunde.  

Efter et par timer med Corvetter, trillede vi videre nordpå. Varmen havde igen indtaget dagen og der var ikke en sky på himmelen. Og når vejret er godt, er sideruderne nede, armen ude og der er vind i håret. Vejr til en Corvette Cabriolet. Naturen i Kentucky er frodig og gavmild med blomster i grøfterne langs vejene, uendeligheder af grønne træer og lyse små skove. De smalle veje bugter sig gennem det kuperede landskab, gennem de små byer med de små hvide træhuse. Velplejede prydhaver med hvide flagstænger og det evigt vajende Star-Spangled Banner. Rækker af snurrige landpostkasser i forskellige farver. Kentucky er på mange måder en smuk palette af alle regnbuens farver. Vi kom forbi hvor Abraham Lincoln er født, lidt længere fremme stedet hvor han voksede op og gik i skole. Der var bilkø for at komme ind til begge steder, så vi kørte forbi med ”vi har været her” attituden.

Bardstown, Kentucky, byen der ikke sætter sit lys under en skæppe. Ved byens udkant er der skiltet  – one of the Best Small Towns in America, Bourbon Capital of the World. Stephen Collins Foster, boede i Bardstown, hvor han forfattede “My Old Kentucky Home”, Kentuckys nationale hymne. Stephen Collins Foster er kendt for “Oh! Susanna” hjemme i vores stue. Vi kørte lidt rundt, fandt en parkeringsplads og gik en lille tur på den dejlige varme dag. Centrum er ikke stor, men ganske smuk med overdækkede træfortorve, gelænder til gaden, de små træhuse og butikkerne med de småsprossede vinduer. Til trods for at byen bærer stærkt præg af turisme, er den ikke overrendt her midt i feriesæsonen. Gaderne er kurver sig små og smalle gennem byen, i stærk kontrast til præriens små byer, med de lige og kantede gader.

Fandt tilbage til bilen og kørte ud til Bourbon Heritage Center, oprindelig Heaven Hill Distilleries, på Gilkey Run Road, lidt uden for Bardstown. Der er gratis adgang til museet, der ligger i forbindelse med en kombineret Liquer Store og souvenirs butik. Der er mulighed, for et beløb, at komme over for at se de store lagerbygninger der præger hele området. Der er ikke noget brænderi på stedet længere, og der har ikke været nogen produktion siden den store brænd i 1996. Whiskyen produceres nu på tre andre destillerier i området omkring Bardstown, og lageres så ved Heaven Hill Distilleries, i de store lagerbygninger. I butikken var der meget  whiskey at købe, fra små prøveflasker til hele galloner. Whiskey glas og karafler, små sten der skal fryses og bruges som isterninger, de allesteds nærværende T-shirts og Caps med firmaet kontrafej. Hverken Kjeld eller jeg er sympatisk stemt Bourbon, så pengene blev i lommen. På det punkt, er vi venligere stemt for en Single Malt fra det skotske.

Nå vel, vi skal jo af sted. Resten af dagens etape foregik i et roligt tempo frem til målbyen, og Louisville Metro KOA campingpladsen i Louisville, på grænsen til Indiana. Efter at have passeret det smukke terræn med de mange små floder og Mount Washington, opkaldt efter George Washington, ankom vi til Louisville sen eftermiddag. Campingpladen er bestemt ikke en af de største og den ligger ikke særlig hensigtsmæssig placeret midt i et industriområde, lige ved siden af en jernbane. Pladsen holder KOA standard, der er rent og pænt, om end en lille træng campingplads. De få godstog der kom forbi, kørte meget langsomt, og ind imellem holdt de helt stille. Men det var det mindste problem, i forhold til en sand plage af myg og fluer hen under aftenen. Noget overraskende, så var der mange fugle, noget vi bestemt ikke var vant til. Under hele turen havde vi faktisk set flere edderkopper og andet kryb end fugleliv.

Efter aftensmaden kørte vi en tur ned til Ohio floden. Vi kom forbi det sted hvor Louis Meriwether Lewis og William Clark i 1804 mødtes, inden den store ekspedition mod Stillehavet, over det centrale og ukendte USA. På vores vej kom vi også forbi Colgate-Palmolive, der har deres kæmpe store hovedsæde i byen. Det er ikke interessant i sig selv, men det er det store ur, stående på fabrikkens tag. The Colgate Clock er ikke firmaets største ur, men med sine 12,2meter i diameter, Big Ben i London er sølle 6,9meter, er det ikke et ur man så’en lige stikker af med. Vi slog os ned på en bænk ved kanten floden hvorfra der var udsigt i til Louisville skyline og Falls Of The Ohio. Udsigten ud over floden og byen på den modsatte bred gør sig godt i den stille og varme sommeraften. Vi kunne nyde det lige så længe myggene lod os være i fred. Der gik ikke længe inden de små blodsugere viste sig på banen, så det blev vi lidt kede ved og kørte stille mod campingpladsen, til flere myg. De forsvandt dog da mørket faldt på.

Dagens distance 395 kilometer

Det rene tøj blev pakket ned, og vi trillede ud af campingpladsen med retning mod centrum af Nashville. Men der kommer altid et eller andet vi lige skal se. ved siden af pladsen lå en forhandler af mega store campingbusser, så vi gjorde lige et stop. Det er som villaer på hjul, godt indrettede med køkken, soveværelse og badeværelse som en hel balsal. I en af dem var der jacuzzi og bar, og endda trappe op til et soldæk oven på bussen. Det er næsten for meget luksus til os, så vi købte ikke noget. Vi kørte videre, men kun lige rundt om hjørnet, inden vi blev opholdt igen. En restaurant pralede med at de serverede verdens bedste pandekager, så det skulle de lige få lov at bevise. Allerede inden døren går op til restauranten komme den umiskendelige lugt kanel strømmede ud og direkte op i næseborene. Kanel er åbenbart et hit og der dufter meget af kanel i USA. Der er kanel til stort set alt. Der er på flere restauranter vi har besøgt kanel på bordet samme med salt og peber, og man kan få kanelkaffe. I Las Vegas fik vi kanelristet toast til morgenmaden. Det blev hverken Kjeld eller jeg gode venner med. Nå men, det var pandekagerne vi var kommet for.

Vi blev anvist et bord, det gør man altid. Man venter pænt på at man bliver hentet ved døren til restauranten. Så blive man ført til et bord og det blev vi også her på Cracker Barrel. Vi bestilte kaffe og restaurantens ”worlds best” Wild Maine Blueberry Pancakes. Og tak skal du ha’, en stor portion. Tre store pandekager med et overdådigt luksustilbehør. Menuen lyder helt vild og lækker på engelsk, så den kommer her, – Three Buttermilk Pancakes loaded with Wild Maine Blueberries. Served up with our Wild Maine Blueberry Syrup. Vi kunne simpelthen ikke spise os igennem pandekagerne, men det var en spise for guder. Hvis man kan få pandekager i himmelen, kommer opskriften fra Cracker Barrel. Den varme, bløde og milde sirup ydede et ubeskriveligt bidrag til at hæve oplevelsen til et pragtfuldt og nyt udviklingstrin for pandekager. På min 1 til 6 skala, helt afgjort 6 med pil op.

Mætte af gode pandekager og med duften af kanel hængende i tøjet, af sted til Music City of America. Solen kastede sit stærke lys på os og dagen var dejlig varm. Det første der falder i øjnene er den høje at&t skyskraber, midt i centrum, og den er ikke særlig køn. Først skulle vi lige finde en parkeringsplads og det er ikke sådan lige til, i hvert fald ikke omkring centrum, men det lykkedes da efter lidt agen rundt. Der var ikke meget plads til bilen, men med lidt god vilje kom den ind på plads. Hen til billetautomaten og dagens første mavepuster. 7$ i timen for hver påbegyndt time, stod at læse på automaten. Der skal betales forud og går det udover tiden vanker der en astronomisk bøde. To biler var låst fast til pladsen med tykke kæder og store låse.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af Nashville, måske en ydmyg by, som andre byer vi indtil videre havde set. Downtovn var en miskmask af huse i westernstil, blandet godt og grundigt med højhusenes glasfacader. På ingen måde et kønt syn. Vi gik lidt op og ned af gaden uden på nogen måde at blive imponeret af det vi så. Hver andet sted der var åben var en bar, og mellem barerne en souvenirbutik. Vi var lige inde at vende en omgang i Boot Country, en større butik med støvler. Der var da mange fede støvler, men priserne var højere en temperaturen udenfor på gaden. Alt var næsten dobbelt pris af andre steder hvor der var støvler at købe, og denne dobbeltpris gjaldt alle steder har downtovn. En skænkestue vi var inde på, for lige at stabilisere væskebalancen, var prisen næsten tre gange den pris vi var vant til. Og ikke nok med det, så blev der serveret i plastikkrus. Servitricen var nu meget sød, og hende og Kjeld pludrede vældigt der ud ad. Men det blev ved den ene genstand, og hele selskabet var enige om, at det var mere end nok Nashville.

Vi fandt tilbage til bilen, som ikke var blevet lænket til parkeringspladsen og kørte ud til Grand Ole Opry House. Her var ikke meget at se. Vi gik ind for at kigge, og endte egentlig kun i en butik hvor alt muligt Opry House kitsch var til salg. For øvrigt også rasende dyrt. Overfor ligger den store Opry Mills, en Shopping Mall, så der besluttede vi at gå ind en tur. Der er 200 butikker fordelt på 111.000m2, to gangen Kolding Storcenter. Når men, vi trissede lidt rundt og fandt en boghandel, hvor vi købte et par bøger til helt normal menneskepriser. Andre butikker hvor vi kiggede, var priserne i samme klasse som i downtovn. Et lille eksempel, de billigste Rya-Ban solbriller kostede næsten 300$. Det kan de da ikke være værd, og da slet ikke når vi har set den samme model andre steder, til omkring og under 100$. Nashville er bare for meget.

Godt så, dagen var ved at være slut og sulten tæt på. Maveskindet skal holdes fra rygraden, så vi snuppede take-away fra Pizza Hut. Med to indkøbte varme pizzaer kørte vi til campingpladsen. Efter indtagelse af maden, gik vi igen til musik i musikhuset ”The Barn” Det var en countrymand denne aften, og det var knapt så godt som i går. Han var lidt for religiøs efter min smag, men afslutningsvis fik han skudt et par Johnny Cash toner ud over scenekanten, så der var fint nok alligevel. Tilbage til teltet og på hovedet i seng. Det blev en dag god at få forstand af. Jeg fik så meget forstand på Nashville, at jeg nu har fået forstand nok til ikke at komme tilbage her til.

Nu har jeg også mødt en Hill Billy, og jeg tror ikke, at vi kommer på postkort med hinanden. Nå men videre, på den spændende tur gennem skovene. Vi kom over den store Mississippi River. Det er ikke nemt at sige Mississippi, hvis man har en tyk læbe eller mangler fortænderne. Den store flod er grænsen mellem Missouri og Illinois. Når man er kommet over Mississippi River, drejer til højre umiddelbar efter floden kommer byen Cairo. Byen ligger på en halvø mellem Mississippi River og Ohio River, ligeledes en af de helt store floder. Vi slog et smut ind i Cairo, så’en for lige at se hvordan den så ud. Vi blev godt nok overrasket, byen er tom, helt og holdent tom for mennesker. Byen var simpelthen blevet forladt. Om det var sket fra i går til i dag, ved jeg ikke. Vi trillede lidt rundt for at se om vi kunne finde nogle skilte eller noget andet som kunne fortælle hvorfor, men ingenting. Gade op, gade ned, tomme huse.

Da vi kom hjem, fandt Kjeld ud af, at Cairo engang var USA’s største havneby. Teksten herunder er lånt fra Wikipedia – http://en.wikipedia.org/wiki/Cairo,_Illinois

With the decline in river trade, like many other river cities, Cairo has experienced a marked decline in its economy and population, from a 1907 high of 20,000 residents to 3,632 in 2000. There is a movement to stop abandonment of the city, restore Cairo’s architectural landmarks, develop tourism focusing on its history and relation to the river, and bring new opportunities back to the community.
Cairo abandonment Sharing in the culture of the South, many Cairo residents supported racial segregation. In 1909 a mob of hundreds lynched black resident Will James. Racial discrimination remained part of the society. In 1969, Cairo was the site of an intense civil rights struggle to end segregation and create job opportunities. The threat of violence resulted in The National Guard being called in to restore order. The United Front civil rights organization led a decade-long boycott of white-owned businesses — which encompassed virtually all the businesses in the town. Its economy crippled by that and the shift of traffic away from the river, Cairo has emerged slowly from the years of conflict. It shares the economic struggles of many cities on the Mississippi River.
The city today faces many significant socio-economic challenges for the remaining population, including poverty, issues in education, employment and rebuilding its tax base. A community clinic offers medical and dental care, and also several mental health services.

Nok om Cairo, selvom det er spændende hvordan en by kan henfalde og gå i glemmebogen. Hen over den store Ohio floden med de mange flodpramme. På den anden side af broen er vi så i Kentucky, og med ét en helt anden scene. Landskabet og vegetationen er meget anderledes. Terrænet er kuperet og vejene snor sig gennem den ene lund efter den anden, forbi pæne hvide træhuse. Det kunne for den sags skyld have været Sverige eller Mols Bjerge. Efter et stykke tid kom vi over Land Between Lakes og det var igen noget helt andet natur. Her var skoven tættere og træerne højere. Land Between Lakes er en halvø delt mellem Kentucky og Tennessee og på hver side de to søer Kentucky Lake og Lake Barkeley. Vandet til søerne tilløber fra Ohio floden og bliver længere sydpå til floderne Tennessee River og Cumberland River.

Langt om længe ankom vi, sen eftermiddag, til Nashville KOA. Kjeld havde godt nok fortalt at det er dyrt i Nashville, men prisen for at stille et telt op, kunne slå bunden ud af en lille husstandsindkomst. Næsten dobbelt så dyrt som andre KOA pladser. Den første plads vi fik anvist var ikke særlig god, så Kjeld arrangerede en anden. Og den var meget bedre, her var det i det mindste muligt at få teltpløkkerne banket i jorden og så var der mere græs. Campingpladsen var absolut i topklasse, men på førstehånd ikke så meget i topklasse at det, berettigede den høje pris. Nå men, vi var ankommet og vejret var dejligt som sædvanligt. Hen under aftenen var der underholdning i musikhuset ”The Barn” med rigtig Country Western Music. Judy Wright lagde en god stemning og spillede noget godt Country Mucik. Jeg scorede mig et par cd’er og hendes autograf. Det genoprettede prisen på pladsen en del.

Dagens distance 800 kilometer

Godt klokken fem var vi ud af teltet. Varmen havde ikke rigtig fat endnu, men der var bestemt et godt stykke over 30grader. Vi indtog vores positioner, jeg lavede kaffe og klemmer, og Kjeld pakkede bilen. Lidt i seks afgang til Springfield. Solen stod lige i horisonten og ikke en sky på himlen, så det skulle nok blive en varm dag igen. Hvis vi ikke var helt friske, da idioten kom rasende i mod os, så blev vi. Jeg blev det i hvert fald. Der skete heldigvis ikke noget.

Mange småbyer vi kom igennem var som uddøde, men det var jo søndag morgen meget tidlig, så det var vel helt naturligt. Ingalls, første stop i dag, en meget lille flække et sted ude i ingenmandsland. Byen er på kortet, men der findes ingen henvisninger til byen. Ved hovedvejen står et ”landmark” der beskriver en hændelse som har kultstatus for Oklahoma Outlaw-hardcore, som Kjeld. Skudduellen i O. K. Corral i Tombstone har historisk fået meget mere opmærksomhed end den har fortjent i forhold til hvad der skete i Ingalls den 1. september 1893. Hvor kampen Tombstone varede omkring 15sekunder, udspillede der sig i The Battle Of Ingalls en duel, der stod på mere end en time. Kampen stod mellem The Doolin-Dalton Gang og føderale Marshals. Skyderiet foregik i og omkring Ransom’s Saloon der lå i stuen af The O. K. Hotel. Tre Marshals lå døde i gaden da kampen var forbi. Af de seks fra The Doolin-Dalton Gang, slap fem væk, og den sidste overgav sig, da modstand var til ingen verdens nytte.

En anden der gjorde sig et navn for eftertiden i Ingalls, var den mystiske Rose Of Cimarron. Hun var kæreste med George ”Bitter Creek” Newcomb, en Outlaw og medlem af The Doolin-Dalton Gang. ”Bitter Creek” Newcomb var den første som blev ramt, og da han lå såret på den støvede gade, sprang Rose Of Cimarron ud af et vindue fra hotellet og løb ham til undsætning. Med sig havde hun en riffel og flere patroner. Hvem the Rose Of Cimarron var, er der mange gisninger om. Nogle Western historiker nævner hende som Rosa Dunn fra The Dunn Ranch, hvor ”Bitter Creek” Newcomb havde arbejdet som en ranchhand. Han blev senere skudt af Rosa’s brødre, Bee, Calvin, Dal, George, og Bill Dunn, på The Dunn Ranch. Andre omtaler hende kun kort, og kun i forbindelse med hændelsen i Ingalls. Andre igen kender hendes navn, men af respekt, holdes det hemmeligt, fordi hun blev gift med en politiker og senere blev en dame højt på strå i det fine selskab. Hvor om alt er, så er der skrevet en sang til hende, som mange Country sangere i eftertiden har indspillet.

Ingalls som den var i 1893, eksistere ikke mere, og skal den findes skal der søges. O. K. Hotellet eksistere ganske vist endnu, men det er flyttet et godt stykke væk fra den oprindelige placering. Væk fra den støvede grusvej, op på asfalten igen, retning Coffeyville i Kansas. Vejret holdt, det var bidende varmt og solens stråler ramte uden nåde. Igennem byerne med de store siloanlæg og de mange Pick Ups. Børn og hunde på ladet, og geværet i bagruden. Her ude på landet går det simpelthen ikke med en Pick Up uden en riffel i stativet i bagruden. Load, lock, ready, shoot are the keyword for the real country boy. Det er måske lige i overkanten, men der var nogle som har en eller flere skydevåben hængende i bilen. Vi fortsatte forbi The Tallgrass Prairie ved Pawhuska, drejede nord på ved Bartlesville og ind i Kansas. Efter Caney, retning øst ad U.S. Route 166, Coffeyville ret fremme. 

Grundlagt kort tid den amerikanske borgerkrig på grænsen til The Indian Territory, blev Coffeyville hurtig til et arnested for whiskysmuglere og Outlaws, som brugte stedet som et Hideoute. Kom loven for tæt på og det blev lidt for hedt, kunne forbryderne hurtigt komme de få kilometer til Indian Territory, uden for lovens autoritet. Til trods for byens status som et kogekar af lovløshed, kom den aldrig på højde med store kvægbyer som Wichita og Dodge City. Den 5. oktober 1892 red fem mænd ind i Coffeyville for at røve C. M. Condon Company Bank og First National på Union Street. De fem mænd var forklædt med falske skæg og kindskæg, men byen var blevet advaret nogle dage forinden, så borgerne var godt forberedte på at modtage The Dalton Gang. Grat Dalton, Bill Powers og Dick Broadwell gik ind i C. M. Condon Company Bank, Bob og Emmett Dalton tog sig af First National. Ganske få minutter efter at de fem Outlaws havde betrådt bankerne brød et helvede løs og situationen så håbløs ud for de fem. Grat Dalton og Bill Powers skød sig fri, men nåede ikke langt før de begge var ramt af kuglerne. Grat kom i sikkerhed bag en vogn, men da han forsøgte at få fat i sin hest, blev han ramt i ryggen og var død inden han nåede jorden. I det store hele lå fire Outlaws og fire af byens borger døde efter en skudkamp der varede godt 15minutter.

Frank Dalton, den ældste af Dalton brødrene er begravet på kirkegården i Coffeyville. Familien ville at Grat og Bob skulle begraves ved siden af Frank, men det satte bystyret sig imod. Bystyret mente at den ære ikke kunne tilkomme bankrøvere og mordere, da Frank havde været Deputy Marshal, og da han var blevet skudt i tjenesten, ville det være at skamskænde hans ære. Emmett, Grat og Bob Dalton havde også været Deputy Marshals, men det er en anden historie. Emmett Dalton overlevede takket være tre af byens læger, men kun for at få en dom på livstid. Han blev efter 14års fængsel benådet og levede i Californien til sin død, 13. juli 1937.

Coffeyville syner ikke af meget. C. M. Condon Company Bank står som et monument på et torv, omgivet af nye lave bygninger, bygget i postwesten stil. Lidt kikset. I Death Alley er der med rød maling skitseret hvor fem af deltagerne i kampen blev skudt og døde. Der skal kigges godt efter i den smalle smøge, ellers finder man ikke stederne. Et sted stod der skraldespande på en af markeringene, så den detalje går man åbenlyst ikke op i. Nok om Coffeyville, vi skal videre.

Afgang mod Missouri, Missouri og Route 66 mod Springfield. Måske vi så møder Homer, Marge og ungerne, hvem ved. De bor måske slet ikke i Springfield Missouri, eller en af de andre 300 Springfields i staterne. Navnet Springfield optræder ofte som stednavn. Efter Joplin gik det på motorvejen, resten af turen til Springfield. Kaffe til turen skulle vi da lige have, men ikke mere truckstopkaffe. Vi havde fundet Starbuck der laver kaffe, som mor lavede den. Ikke meget dyre end den elendige trucker kaffe. På motorvejen ville Kjeld igen lege lastbil, men jeg havde været i træningslejer, så nu blev det min tur til at slå på ham. Så fik han den, ha!

Vi ankom til Route 66 KOA  i Springfield over kaffetid, fik teltet sat op, madrasserne pumpet med luft og sengen redt. Afgang til Bass Pro’s hovedafdeling og største butik. Og det er en gigantisk butik, noget større end de  Bass Pro butikker vi været i andre steder. Midt i butikken står et 15meter høj akvarium, med nogle store fisk svømmende rundt. Lige ved siden af, en dam med ænder og andre fugle. Kasser af glas med edderkopper, skorpioner og slanger, og en afdeling med tøj til piger. Kreditkortet kom frem ved kassen, for jeg havde købt nogle bluser og en pæn vest. Nå men, vi skulle også lige handle, ved Wall-Mart selvfølgelig. Det sædvanlige blev indkøbt og så gik det tilbage til campingpladsen. Da mørket faldt på kom der ildfluer. Det er simpelthen et imponerende syn med disse små skabninger. Bortset fra de store kultog, som kom kørende til det store kraftværk et stykke herfra, var det en overordentlig stille campingplads. Vi gik tidligt til ro, for i morgen skal vi tidligt op. Der er en lang køredag foran os, for vi skal til Nashville.

Dagens distance 635 kilometer

Nå men, bilen blev ryddet for skrammel og rengjort, hvad den bestemt trængte til. Tøj blev sorteret i nyt og gammelt, og køleboksen blev rengjort. Med indlagte pauser, gik det meste af formiddagen. Sidst på formiddag kørte vi mod Oklahoma City State Fair Park, til Gunshow. På vejen der hen, var vi lige inde ved det store The Land Run monument. Monumentet er rejst som en hyldest til det store Land Run i 1889, komme til at bestå af 19 store bronze statuer, når det efter planen skal stå færdig i 2010. Til trods for figurernes størrelse, hestenes lidt for lange ben i forhold til deres kroppe, er det utroligt levende. Selv kanoneren der affyrede startskudet var her. Når monumentet engang står færdig, kommer det til at strække sig næsten 300meter over en lille flod og gennem en park. Det må vi se næste gang vi kommer til Oklahoma.

Vi kom ikke så langt, en Harley Davidson forhandler kom på tværs, så der skulle vi da også lige ind for at kigge. Jeg har ikke nogen ide om hvad så’en en motorcykel koster, men jeg vil da gerne have en. Det er ret fede maskiner, når de står pænt poleret til udstilling, og der er da sikkert det helt rigtige køretøj i det varme vejr. Der var meget tøj og støvler, alt med HD logoer på. Ret seje sager på hylderne og ret seje priser, men sådan er det vel med Harley Davidson.

Det kostede 10$ at komme ind til Gunshowet, men skidt, det skal da også prøves. I hallen på størrelse med en dansk sportshal, var der overalt stillet borde op, fyldt med våben. Interessen for våben er stor målt på det antal mennesker der var her. Det var faktisk første gang at vi så mange mennesker samlet et sted om en fælles ting. Selvfølgelig lige med undtagelse rodeo og baseball. Alle som én, bar rundt på et eller flere våben, store og små våben, børn og voksne, vi havde ingen våben. Kjeld havde dog en lille kniv i lommen, og så ligger der en Buck i bilen, men så strammer vi den heller ikke mere. Det er helt vildt, hvad der kan købes. Aldrig har jeg set så mange våben på et sted. Små pistoler, Colt et eller andet, store blanke Clint Eastwood skydere og rifler så store, at de kan nakke alle dyrene i Hakkebakkeskoven i en skudsalve, og måske fælde i et par træer i samme omgang. Det er lidt skræmmende med så mange våben.

Tid til at komme videre. Tværs gennem byen til State Capital på NE 23rd St, et hurtigt smut i bil. Der var ikke megen trafik lørdag middag, så vi kunne tage den med ro. Capital rager ganske pænt i vejret med sine 100meter til toppen af kuplen og den store indianer skulptur ”the Guardian” på toppen. Den 7meter høje og 6tons tunge skulptur er et symbol på uovervindelighed, og fungere samtidig som lynafleder. Capital blev påbegyndt i 1914 og stod klar til indflytning i 1917. State Capital var de eneste Capitalbygning i USA uden en kuppel, selv om den oprindeligt var planlagt med kuppel. Projektet løb tør for penge ved starten af WWI. I slutningen af 1990,-erne blev en indsamlingen til en kuppel startet og i 2002 stod kuplen færdig til Oklahomas 100års jubilæum i 2007. Under The Capital er der stadig et stort aktivt oliefelt, kaldet Capitol Site Number One (også kendt som Petunia Number One). En retningsbestemt boring henter olie helt inde under den store bygning.

Oklahoma blev den 46’ stat i 1907, og i 1911 blev Oklahoma City Territorial Capital efter at Guthrie havde haft denne status i tre år fra 1907. Navnet Oklahoma kommer af det indianske sprog Choctaw, Okla (betyder folk) og Humma (betyder rød). I 1887 oprettede Kansas Railway (senere Atchison, Topeka og Santa Fe Railway) Oklahoma Station, et depot til deres lokomotiver. Senere samme år blev der oprettet et postkontor og stedet blev omdøbt til Oklahoma. I de følgende to år opstod der en mindre by med cirka 50 indbyggere, omkring stationen og posthuset. 22. april 1889 blev byens indbyggertal øget med næste 6000, som følge af det store Land Run. 1. april 1923 fik byen navnet Oklahoma City. Byen strækker sig over et område på 1.608,8 km², USA’s 8 største by, foran metropolerne som Los Angeles (13) og New York (22). Med et indbyggertal på 550.000 indtager Oklahoma City en plads et godt stykke nede på skalaen som nummer 31.

Rundt om The Capital et par gange i den stegende hede. Igen i dag var der hen ved 45grader og skyfri himmel. Efter par runder kørte vi til Oklahoma Highway Patrol-Training Center på 3600 N Martin Luther King Ave, for at se Law Enforcement Officer’s Memorial, mindetavlerne over politimænd dræbt i tjeneste og The Three Guardmans Of Oklahoma monumentet. Alle politimænd der er omkommet i tjenesten af den ene eller årsag, bliver hædret her. Ingen andre steder i Oklahoma findes der et monument som at hædre de tre Law Officers, Chris Madsen, Bill Tilghmann og Heck Thomas. Som nævnt før, er Chris Madsen æret med en vej i Guthrie.

Oklahoma History Center var det næste på programmet. Centeret ligger ved The State Capital, en stor ny bygning indviet til The Centenniel, Oklahoma’s 100års jubilæum i 2007. Der er fire store udstillingsrum på museet og udstillingerne skiftes jævnligt. Vi kom ind, fik købt billetter og gik mod udstillingen Bringing The Law To Oklahoma. Og det var første gang at vi stødte på en officiel udstilling hvor Chris Madsen var omtalt. Der hang endda en stort plakat lige i indgangen til udstillingen, med et billede af mr. Madsen. Det var ikke sådan at han fyldte meget i selve udstillingen, men han var nævnt flere steder. Udstillingen tog udgangspunkt i de første Marshals i The Indian Territory til Oklahoma’s optagelse i unionen i 1907. Vi troede, eller regnede med, at vi kunne nå rundt på i hvert fald det meste af museet inden lukketid, men bare på denne ene udstilling gik der mere end to timer. Klokken fem lukkede biksen, så vi tog afsked og trillede mod campingpladsen.

Ind forbi Wall-Mart efter den sædvanlige is til køleboksen og de to dåser med suppe. Det var sidste dag i Oklahoma, så det skulle fejres med en omgang udsøgt menu a’ la Carte Campbell’s, fortræffelig tilberedt over campinggassens stilfærdige knitrende ild. Hertil serveres lyst toastbrød direkte fra posen. I morgen går turen til over Coffeyville i Kansas til Springfield i Missouri.

Laaaang morgenkaffe. Afgang ved klokken ni til det historiske Stockyard City i Oklahoma City. Dagen havde igen masser af sol og varme at byde på. Temperaturen var allerede oppe omkring 40grader, og der var blevet lovet en ny varm dag i vejrudsigten. Der var ikke meget gang i den så store og historiske Stockyard City, men der var et hav af pickups. Alle steder stod der pickups parkeret, så det skulle hedde PickUp City i stedet for. Kjeld var lidt træt af pickups. Ikke på den måde, at han ikke vil ha’ sådan én, men de tager udsynet til vejen fra parkeringsbåsen. Her parkere bilerne nemlig skrå ind mod fortovet, så disse store og høje Pick Up’s tager udsynet når man skal bakke ud af parkeringsbåsen.

Nå men, vi kørte ind til den store Stockyard. Der er ikke meget tilbage af den engang så store Stockyard, hvor mere end en million kreaturer om året passerede til slagterierne. Græsset stod højt og det hele så lidt forfalden ud. Der stod et par kreaturtransporter, men der var ikke nogen dyr at se. Måske vi bare er kommet den forkerte dag. Tidligere stod her midtvestens største slagteri, det 6 største i USA, og Oklahoma Citys største arbejdsplads med 2400 ansatte, men det er revet ned. Kun en stor tom grund vidner om eksistensen af dette store slagteri. Stockyard City blev i folkemunde kaldt for ”Packingtown”

Vi trillede ud på st Agnew Ave og fandt en parkeringsplads. En tur rundt i Stockyard City er til at overse. Jeg havde på fornemmelse, ud fra det vi havde undersøgt, at området var stort, men det er ikke meget mere end et par blokke. Her ligger nogle tøjbutikker, så dem tog vi et nærmere kig på. Først ind til Langston’s, WHERE REAL COWBOYS SHOP, Oklahomas ældste Western Wear Store, etableret i 1913. Vi delte os i to grupper, Kjeld til afdelingen for små Cowboys og jeg til Cowgirl afdelingen. Er du så vild i varmen der er tøj og støvler herinde. Jeg prøvede støvler på samlebånd. Der var ikke rigtig nogle støvler der passede, – enten var de for små, eller for store. Korte skafter, lange skafter, spidser snuder og runde snuder, eller for spraglet, eller for farveløse, så jeg droppede tanken om støvler her i butikken. Kiggede lidt på tøjet. Kjoler og nederdele var der sørme ikke noget af, underligt. Jeg fandt Kjeld i afdelingen med hatte, og han havde heller ikke rigtig fundet noget han syntes så’en rigtig om. Så vi besluttede os for at få lunch på Cattlemens Restaurant.

En overvældende flot restaurant, Cattlemens Restaurant. Rigtig eksklusivt med lædermøbler af den fornemme slags. Egetræsborde og tykke gulvtæpper. Her var alle de velklædte drenge med deres ligeså fint klædt koner. Jeg følte mig splitterravende forkert placeret i sandaler og tynd sommerkjole, men vi fik da alligevel en udsøgt behandling. De kunne da også lige prøve andet, til de priser. Vi spiste os igennem et par veltilberedte steaks, drak kaffe og vand, og betalte for hele koen.

Ud på gaden, mætte men lidt fattigere, forslog Kjeld at vi kunne prøve et par af de andre tøjbutikker i Pick Up City. Det blev ikke til andet end kiggeriet. Jeg skulle lige til min første runde i Little Joe’s Boots, men inde jeg nåede at sætte i gang, var Kjeld over mig som en høg, – kreditkortet bliver i tasken, sagde han, – har set de priser. Det er jo rasende dyrt. Det kan da godt være det er dyrt, men sikke noget lækkert tøj. Jeg fik dog et par handsker med ud af butikken. Bagefter gik vi ind til National Saddlery Rodeo, og har var der mange dejlige sager, simpelthen alt hvad en lille hestepige kan ønske sig, men igen rasende dyrt. En lasso til 20$ fik jeg med her fra. Så prøvede vi lige Langston’s en gang til. Måske vi havde overset et eller andet, og det havde vi. Vi fandt de Pendelton tæpper vi havde kigget efter flere steder, og endda på udsalg, så der kom to styk i posen.

Med en rimelig høst af diverse, men ingen støvler, trillede vi til Sheplers Super Store på 812 South Meridian. Der var som ved Langston’s i Stockyard City, masser af god og tøj til rimelige priser, men ikke rigtig noget jeg faldt pladask for. Mange støvler, men ikke rigtig noget alligevel. Kjeld fik endda en ekspedient til at hjælpe mig, men det blev der ikke noget ud af. Jeg købte et par bluser, og Kjeld cowboybukser og et par skjorter. Moden forekommer mig at være lidt tam i USA. Det meste tøj er ganske flot, men det er svært at finde noget der rigtig skriger én i øjnene.

Tøjbutikker, nok for i dag og lang tid frem. Af sted til Oklahoma City State Fair Park, for at se ungdoms rodeo, og det var noget helt andet end det rodeo vi havde set i Cheyenne. Her er der ikke nogen der kommer til skade, hverken dyr eller mennesker. Det gik ud på at en ung rytter på hest skulle skille en enkelt kalv ud fra en flok på omtrent en snes kalve. Når en kalv var skilt ud fra flokken, gjaldt det så om at holde kalven væk fra flokken i et tidsrum. Alle de unge Cowgirls and boys udviste stor dygtighed og rutine i deres opgaver med at tumle både hest og kalve. Hestene var bestemt heller ikke uden evner. Der var et flot sammenspil mellem ryttere og heste. Nå men vi kunne ikke hænge her hele dagen, selvom det var spændende at se. Der er Baseball på programmet, så vi trille mod Brick Town i centrum af Oklahoma City.

Da vi kørte af sted, så vi at der vil blive afholdt et Gunshow på State Fair park i morgen, så der blev besluttet, det måtte vi bestemt også lige have med. Vi fandt en parkeringsplads i Brick Town stort set med det samme, og for 5$ kunne vi parkere lige så tosset vi havde lyst til. Desuden blev pladsen overvåget af rigtige levende parkeringsvagter. Ikke så tosset endda, og billigt tillige med.

Brick Town var et industriområde med fabriksbygninger der var tiltænkt nedrivning, men der i stedet besluttes at renovere områdets bygninger. Hel området huser en lang række af musiksteder, en stor åben plads til koncerter, restauranter, barer og AT&T Bricktown Ballpark. Vi spadserede rundt i kvarteret et stykke tid. Der er mange charmerende bygninger, og det hele er pænt istandsat. Gaderne er pæne og ryddelige. En udendørskoncert var lige startet, og der var allerede godt med mennesker. Vi lyttede til musikken et stykke tid, men der var snart baseball, og vi skulle lige nå noget at spise inden kampen. Brick Town Brewery fald som et naturligt valg, mest på grund af Kjelds hang til små lokale bryggerier. Et rigtig hyggeligt sted og en god stemming. Menuen denne sene eftermiddag til trods for den høje varme udenfor faldt valget på en Ranch-Style BBQBurger med Honey-Cured bacon, House-made ranch, Chaddar cheese, Crisp fried onions, and Honey barbecue sauce. Kjeld skulle selvfølgelig prøve det lokale bryg. Igen øl med underlige navne som Bison American Ale, Land Run Lager, Rock Island Rail Ale, Copperhead Amber Ale. Jeg foretrækker i stedet Tequila Sunrice eller en Margarita, drinks med sol, sommer og søde pigenavne i stedet for noget der smager støv, futtog og ulækre slanger.

Godt satte begav vi os igen ud i det steghede Brick Town, retning Bricktown Ballpark. Det er lige som i en lufthavn at komme ind i parken. Ingen slap udenom kontrollanterne uden en grundig visitation. Og ingen slap ind med så meget som en flødekaramel. Der var metaldetektorer, taskekontrol og billetkontrol, alt sammen meget nidkært udført. Jeg har det fint med at blive kontrolleret, men når man så ser priserne herinde på stadion, får man det indtryk at kontrollen er til for de handlende i boderne. Alt er syv gange prisen uden for stadion. En halv liter vand koster 7$, men det lod ikke til at have indflydelse på købelysten. Rækkerne af folk ved boderne var ret lange.

Pladserne var faktisk rigtig gode. I skyggen af den store tribune var der godt udsyn til hele banen. Vi sad lige over spillerne, og ikke langt fra pitcheren. Nogle bolddrenge, eller i hvert fald flere unge mennesker var i færd med at gøre banen klar til spillerne. Der blev fejet, revet, tegnet streger op og vandet, så det kunne se pænt ud inden kampen skulle begynde. Tilskuerne begyndte så småt at indtage pladser på lægterne, og spillerne var i gang med opvarmningen. Dommerne fik kaldt et par spillere til sig, og det ud som de aftalte et eller andet vedrørende spillet. Nå men, de fik gang i spillet. Jeg vil ikke spekulere i spilleregler, men det så ud som rundbold, det vi spillede i skolen. Egentlig er det vel det samme, bare med voksne mænd. Der blev lavet Homerun’s, der hvor bolden bliver skudt ud af banen, men hverken Kjeld eller jeg opdagede hvor boldene forsvandt hen. Det var kun fordi tilskuerne rejste sig og der lige som gik et sus over banen, at vi opdagede det var en Homerun. Mellem omgangene kom der reklamefigurer ud på banen. De dansede rundt og lavede spas med spillerne. Det var nu da meget sjovt. Oklahoma Redhawks tabte 4 – 7 til Las Vegas 51s, men da kampene spilles over fem dage og Redhawks havde vundet de første to, henter de det nok hjem. Apropos hjem, så kørte vi tilbage til teltlejren, det var blevet sent og der var stadig meget varmt. Cikaderne larmede, nøjagtig som i går og dagen før.